RIBE NORD – I al ubemærkethed har stifteren af Damhus Maskinværksted, Allan Jessen, skabt et sundt og solidt firma, der i dag er en meget brugt leverandør til blandt andet slagterier over det meste af verdenen. Stifteren er en beskeden mand, men han lægger ikke skjul på sine ambitioner. - I min familie er alle selvstændige, så det lå også i kortene, at jeg skulle gå den vej. Det var mere et spørgsmål om, hvilken type virksomhed jeg skulle starte. Da jeg startede maskinværkstedet, havde jeg nogle kontakter fra mit tidligere virke, og jeg kontaktede Dat-Schaub og flere andre i slagteribranchen. Efter tre måneder havde jeg nok at lave til et fuldtidsjob, siger Allan Jessen der oprindelig er uddannet automekaniker. Jeg havde fået iværksætter hjælp fra min far, der tilbød mig arbejde som murerarbejdsmand tre dage om ugen, og jeg skulle så selv klare mig de andre to dage. Det var jeg naturligvis rigtig glad for, men efter tre måneder kunne jeg sige jobbet som murerarbejdsmand op og klare mig selv. Vil stadig vokse - Det har aldrig været et mål, at vi skulle blive en stor virksomhed, men vi er i dag 30 ansatte, og det er jeg egentlig godt tilfreds med. Vi ved omvendt også godt, at hvis vi skal fortsætte med at være en stærk og konkurrencedygtig virksomhed, skal vi hele tiden udvikle os og vokse. Damhus Maskinværksted koncentrerer sig udelukkende om at levere produkter i rustfrit stål. Vores helt store force er, at vi er gode til at levere individuelle løsninger til vores kunder. De ringer omkring en opgave, de skal have løst, og vi kommer så med den løsning, som passer dem. Når vi leverer den helt rigtige løsning, betyder det også, at det ikke er prisen, der er den vigtigste parameter, og det er vi naturligvis glade for. - Mange af de produkter, vi sælger, skal monteres, og vi skal sikre, at det virker på det sted, hvor de skal bruges. Vi har derfor muligheder for at give vores medarbejdere en oplevelse, når de kommer rundt i verden.